Stål med højt kulstofindhold er gået i stykker mange gange, såsom aksler lavet af 45# stål, som går i stykker efter kort tids brug. Ved at tage prøver fra de brudte dele og udføre metallografiske analyser er det ofte umuligt at finde årsagen, selvom det er langt ude at finde nogle årsager, det er ikke den egentlige årsag.
For at sikre højere styrke af nogle rustfri stålmaterialer skal der tilsættes kulstof til det rustfrie stål, og jernkarbider vil blive udfældet. Fra et elektrokemisk synspunkt virker jerncarbid som en katode for at accelerere den anodiske opløsningsreaktion omkring substratet. Stigningen i volumenfraktionen af jerncarbider i mikrostrukturen tilskrives også carbidernes lave hydrogenoverspændingsegenskaber.
Radon dannes let og adsorberes på stålets overflade. Når iltatomer infiltrerer stålet, kan volumenfraktionen af radon stige, hvilket væsentligt reducerer modstanden mod iltskørhed af materialet.
Jo højere kulstofindhold, jo lavere iltdiffusionskoefficient og jo højere iltopløselighed. Forsker Chan foreslog engang, at potentialet for bundfald (som fældesteder for hydrogenatomer) og forskellige gitterdefekter såsom porer er proportionale med kulstofindholdet, og stigningen i kulstofindhold vil hæmme diffusionen af oxygen, fordi den specifikke oxygendiffusionskoefficient er også lavere.
Da kulstofindholdet er proportionalt med brintopløseligheden, jo større volumenfraktion af carbider som brintatomfælder, jo mindre brintdiffusionskoefficient inde i stålet, jo større brintopløselighed, og brintopløseligheden indeholder også information om diffuserbart brint. Så følsomhed for brintskørhed, med stigningen i kulstofindholdet, falder diffusionskoefficienten af brintatomer, og overfladens iltkoncentration stiger, hvilket er forårsaget af faldet i iltoverspændingen på ståloverfladen.
